Mandrilcitater

Mandrilcitater-quote2
mandrilcitater-quote

Casper & Mandrilaftalen er et kultfænomen, og selvom det kun kørte et enkelt år i 1999 og blev sendt sent på DR2, lever fanfællesskabet i bedste velgående. På sociale medier var der dog ikke rigtig nogen, som tog ejerskab udover en stor officiel Facebook-side dog uden ret meget aktivitet. Det blev altsammen ændret med Mandrilcitater.

Som stor fan af Twitter-kontoen Bluth Quotes og selvfølgelig også verdens bedste komedieserie, Arrested Development, ville jeg lave noget tilsvarende på dansk, og Mandrillen er måske den eneste danske tv-serie, som kan bære en fankonto, som bare poster citater.

Konceptet var helt enkelt: Hvert opslag skulle være et sjovt citat fra Casper & Mandrilaftalen postet som ren tekst og ikke andet. Ingen billeder eller Youtube-klip af to årsager: Mandrillen var meget visuel og fysisk comedy, men ved at skrabe alle visuelle virkemidler væk, fremstår dialogerne nærmest mere absurde og sjove. Og så var det henvendt til ægte fans, og de behøver kun et citat til at motionere hukommelsen og genskabe en hel sketch i hovedet. Det bliver faktisk bedre af at være lidt indforstået og svært tilgængeligt for udenforstående.

Mandrilcitater blev startet i 2011 og levede i lang tid et beskedent liv med et par hundrede fans på Facebook-siden. For at få mere energi og større Mandrilfans ind i projektet blev et par venner rekrutteret, hvor især Mads Kulmbak var meget engageret, så det i dag i praksis er hans projekt.

I 2012 skete der dog noget uforklarligt og på under en måned steg antallet af fans fra ca 500 til over 11.000. Vi formoder, at Facebook skruede i nogle algoritmer, så den virale spredning af opslagene steg markant. Vi lempede samtidig på dogmet om ingen billeder, men poster stadig ingen video, da det går imod hele konceptet. Og så er der jo også den der ophavsret…

I 2017 tæller Mandrilcitater over 27.000 mandrilfans og er klart det største mandrilfællesskab. I mellemtiden er andre – videobaserede – fansider dukket op, men de mangler charmen fra et veltranskriberet mandrilcitat.

Credits:
Idé og initiativtager: Jonas Juhler Hansen
Mandrilredaktør: Mads Kulmbak
Mandrilredaktør: Ricki Mae Melchior