Twitter er et vigtigt værktøj for interesseorganisationer til at få mere adgang og synlighed hos centrale stakeholders som politikere og medier. Men hvordan sikrer man sig, at man er i kontakt med de rette personer og ikke sidder og måler på irrelevante engagement-tal? Med Folkemødet 2018 som case har jeg udviklet en algoritmebaseret model til digital interessentanalyse. Modellen kortlægger Twitter-netværk, identificerer key influencers samt måler ens egen digitale indflydelse hos relevante interessenter.

Princippet for algoritmen er enkelt og metoden tredelt:

Først identificeres stakeholders inden for politik, medier, kommunikation og erhverv og vægtes i forhold til hinanden, så man ved, hvem der er de væsentligste og mest centralt placeret i netværket. Et follow fra statsministeren er trods alt mere interessant end fra en journaliststuderende.

Dernæst måles de deltagende organisationer på Folkemødet op i mod dette interessentnetværk. I hvilket omfang har man stakeholders blandt sine followers, og retweeter de, svarer, liker de, hvad man siger.

Til sidst tildeles organisationerne en pointscore, hvor centrale interessenter selvfølgelig giver flere point end perifere, og således kan man kvantificere og måle ens indflydelse.

Folkemødedeltagerne kan herefter placeres i et ”Lobbyindeks”, hvor det ikke er afgørende, hvor mange followers, man har, men hvor indflydelsesrige i relevante netværk, de er. Det er en helt afgørende forskel i forhold til sædvanlige ‘vanity metrics’, hvor man optæller likes og delinger som et udtryk for værdien af ens arbejde. At i denne model tæller kun relevante interaktioner.

Og “hvordan ved vi, at det relevant?” er det ubehagelige spørgsmål kommunikationschefer og public affairs managers i stigende grad vil stille til indsatsen på sociale medier i takt med, at platforme som Twitter bliver et redskab til at få kontakt med centrale interessentgrupper. Mindre “hvor meget” og meget mere “hvem”.